Add parallel Print Page Options

Guds løfte til David

89 En visdomssang af ezraitten Etan.

Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
    tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
Din nåde forandres aldrig,
    din trofasthed kan umuligt høre op.

„Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
    højtideligt lovet min tjener David,
at jeg altid vil tage vare på hans slægt
    og bygge ham en evig trone.”

Englene lovpriser dine undere, Herre,
    himmelske skarer synger om din trofasthed.
Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
    Hvem af englene kan måle sig med ham?
Den himmelske forsamling skælver foran dig,
    alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
Hvem er som du, almægtige Gud?
    Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
    du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
    du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
    du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
    Tabor og Hermon priser dig med glæde.
14 Din arm er umådelig stærk,
    din højre hånd kan besejre alt.
15 Din trone er bygget på retfærdighed,
    du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
    de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
    soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
    vi sejrer på grund af din nåde og accept.

19 Vor konge[a] er indsat af Herren,
    Israels almægtige Gud udvalgte ham.
20 Du sagde engang i et syn til din profet:
„Jeg har valgt at støtte en ung helt,
    udvalgt en konge blandt almindelige mennesker.
21 Jeg udtog David som min tjener,
    salvede ham med olie til konge.
22 Min hånd skal altid støtte ham,
    min arm give ham styrke.
23 Hans fjender kan ikke få ram på ham,
    de onde kan ikke overmande ham.
24 Jeg vil selv gøre det af med hans fjender,
    jeg tilintetgør dem, der hader ham.
25 Min trofaste kærlighed følger ham altid,
    han får styrke ved at stole på mig.
26 Jeg giver ham magt over havet,
    han skal herske over floderne.
27 Han skal kalde mig ‚Far’ og ‚Gud’
    og ‚Redningsmand’.
28 Jeg vil gøre ham til min førstefødte søn,
    den mægtigste konge på jorden.
29 Jeg vil være ham tro for evigt,
    min pagt med ham står fast.
30 Hans slægt skal altid bestå,
    hans rige vare ved, så længe himlen er til.
31 Men hvis hans børn svigter mig
    og ikke adlyder mine bud,
32 hvis de bryder mine love
    og ikke gør, som jeg siger,
33 så må jeg straffe dem for deres oprør,
    drage dem til ansvar for deres ulydighed.
34 Men jeg vil altid være ham tro
    og holde fast ved mit løfte.
35 Jeg bryder ikke min pagt,
    og svigter ikke mit ord.
36 Jeg har én gang aflagt et højtideligt løfte,
    og jeg kan ikke lyve overfor David.
37 Hans slægt skal altid bestå,
    hans rige vare ved, så længe solen står op,
38 så længe månen er til,
    så længe himlen består.”

Bøn om national befrielse

39 Men nu har du forkastet din udvalgte konge,
    du har udøst din vrede over mig.
40 Du har svigtet pagten med din tjener,
    du har kastet min kongekrone i støvet.
41 Du har nedbrudt vore forsvarsmure,
    lagt vore fæstninger i ruiner.
42 Alle, der kommer forbi, udplyndrer os,
    vi er til spot for vore naboer.
43 Du har givet vore fjender sejren,
    og gjort vore modstandere glade.
44 Min hær er slået tilbage,
    du hjalp mig ikke mod fjenden.
45 Du har gjort ende på min herlighed,
    væltet min trone omkuld.
46 Du gjorde mig gammel før tiden,
    jeg blev til skamme for øjnene af alle.

47 Åh, Herre, hvor længe skal det fortsætte?
    Hvor længe vil du skjule dig for os?
        Hvor længe vil din vrede brænde som ild?
48 Husk på, at mit liv er kort.
    Hvorfor skal mennesker være så magtesløse?
49 Kan man leve evigt og aldrig dø?
    Kan man undslippe dødsrigets magt?

50 Herre, hvor er din trofasthed blevet af?
    Hvor er den godhed, du lovede David?
51 Herre, se, hvordan din tjener foragtes,
    hvordan jeg må udholde folkenes hån.
52 Dine fjender ler ad mig, Herre,
    de puster mig i nakken med deres hån.

53 Lovet være Herren for evigt.
    Amen, amen.

Footnotes

  1. 89,19 Ordret „skjold”, da kongen skulle beskytte og hjælpe sit folk.

89 En Maskil af Ezraiten Etan.

Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!

20 Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.

39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

53 Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!