Salme 8
Dette er Biblen på dansk
8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
Salme 8
Bibelen på hverdagsdansk
Guds storhed og menneskets værdighed
8 Til korlederen: Brug strengeinstrumenter.[a] En sang af David.
2 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Universets vidundere viser din storhed.
3 Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed[b]
for at lukke munden på dine modstandere.
4 Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk,
månen og stjernerne, som du har skabt,
5 hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
6 Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige,[c]
gav det kongelig ære og værdighed.
7 Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
det blev sat som hersker over alle ting,
8 over får og kvæg og vilde dyr,
9 fugle, fisk og alt havets liv.
10 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Footnotes
- 8,1 Der bruges et ukendt hebraisk ord: Gittit.
- 8,3 Oversat efter den græske oversættelse, Septuaginta, LXX. Den hebraiske tekst er uklar. Citeret i Matt. 21,16.
- 8,6 Eller: „himmelske væsener”. Den græske oversættelse siger: „englene”.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.