Add parallel Print Page Options

Guds folks sejr og fremgang

144 Af David.

Lovet være du, Herre,
    du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
    du styrker mine fingre til krig.
Du er min trofaste beskytter,
    mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
    for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.

Hvad er et menneske, at du tænker på det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det.
Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
    som en skygge passerer livet forbi.
Skub himlens forhæng til side og stig ned,
    sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
    jag dem på flugt med dine pile.
Ræk hånden ned til mig fra himlen,
    træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
    befri mig fra de fremmedes magt.
De er fulde af løgn,
    og de sværger gerne falsk.

Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
    spille for dig på en ti-strenget harpe.
10 For du gav dine konger sejr,
    du hjalp din tjener David.
11 Red mig fra det dødbringende sværd,
    fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
    og sværger gerne falsk.

12 Gid vore sønner må vokse sig stærke
    og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
    som de kunstfærdige søjler i paladset.
13 Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
    og vore får formere sig i tusindvis,
        så de står tæt på alle vore marker.
14 Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
    at ingen af os bliver taget til fange,
        og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
15 Velsignet er det folk, som oplever dette.
    Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.

144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 15 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!