Add parallel Print Page Options

Råb om hjælp

142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.

Jeg råber højt til Herren,
    trygler ham om nåde.
Jeg udøser min nød for ham,
    betror ham mine problemer.

Når jeg er modløs og opgivende,
    viser du mig den vej, jeg skal gå,
        for de har sat fælder op alle vegne.
Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
    men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
    ingen er villige til at hjælpe.
Herre, derfor råber jeg til dig,
    du er min tilflugt, mit eneste håb.
Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
    Red mig, for mine forfølgere er stærke.
Hjælp mig ud af det her fængsel,
    så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
    vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.