Add parallel Print Page Options

Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede. Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet? Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette." Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden? Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd, 10 som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een; 11 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud; 12 alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een." 13 "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;" "der er Slangegift under deres Læber;" 14 "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;" 15 "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod; 16 der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje, 17 og Freds Vej have de ikke kendt." 18 "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne." 19 Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud, 20 efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

21 Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne. 22 nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel. 23 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, 25 hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder, 26 for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

27 Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov. 28 Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger. 29 Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers; 30 så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen. 31 Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

Gud er retfærdig og vil dømme al ondskab

„Jamen, er omskærelsen da til ingen nytte? Har vi jøder da slet ingen fortrin?” er der måske nogle af jer, der vil spørge. Jo, vi har mange fortrin. Først og fremmest var det os, der fik Guds ord betroet. Ganske vist var mange jøder ikke lydige mod det, Gud sagde til dem, men deres manglende trofasthed betyder ikke, at Gud holder op med at være trofast. Gud står ved sit ord, om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: „Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig.”[a]

„Jamen, hvis nu vores synder får folk til at kunne se Guds godhed, er det så ikke uretfærdigt af ham at straffe os?” Sikke noget sludder! Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud kunne være en retfærdig dommer, hvis han ikke straffer alt det onde? „Jamen, hvis nu mine små løgne sætter Guds sandhed i relief og dermed ophøjer ham, så burde han vel ikke se på mig som en synder?” Hvis det var rigtigt, kunne man lige så godt sige: „Lad os gøre det onde, for så kan folk lettere se det gode.” Der er ligefrem nogle, der ondskabsfuldt påstår, at vi siger sådan. De vil få deres velfortjente straf.

Også jøderne er under Guds dom

„Hvad så?” spørger du måske. „Er vi jøder da ikke bedre end andre mennesker?” Nej, for jeg har jo allerede gjort rede for, at alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, er under syndens magt. 10 Det fremgår også af følgende citater fra Skrifterne:[b]

„Ingen gør Guds vilje,
    ikke en eneste.
11 Ingen er forstandig,
    ingen søger Gud.
12 Alle er kommet på afveje,
    fordærvede af synd.
Ingen gør det gode,
    ikke én eneste.”
13 „Deres strube stinker som en åben grav,
    deres tunge er belagt med smiger.”
„Deres ord dræber som slangegift.”
14 „De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
15 „De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
16     Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
17         De kender ikke fredens vej.”
18 „De har ingen respekt for Gud.”

19 Vi ved, at Skriften[c] henvender sig til dem, der tror på den. Når Skriften på den måde udtaler dom over jøderne, forstår vi, at hele verden er under Guds dom, også jøderne. Ingen kan undskylde sig. 20 Der er nemlig ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov. Den afslører kun, at vi ikke kan overholde den.

Hvordan bliver man accepteret af Gud?

21-22 Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen[d] og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde den jødiske lov, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. 23 Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal.[e] 24 Men vi bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde. Det er en gave til os. Gaven består i, at Jesus Kristus påtog sig den straf, vi skulle have haft. 25-26 Gud sendte Kristus, for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd.[f] Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

27 Hvad har vi så at rose os af? Ingenting, for Gud accepterer os ikke på grund af vores gode gerninger, men på grund af vores tro. 28 Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og ikke ved at skulle leve op til det, som den jødiske lov forlanger.

29 Eller er Gud måske kun Gud for os jøder? Er han ikke også Gud for alle de andre folkeslag? Jo, det er han. 30 For der er kun én Gud, og han accepterer alle mennesker som skyldfri, hvis de tror på Jesus, hvad enten de er jøder eller ej.

31 Betyder vores tro så, at vi bare skal smide Guds lov væk? Nej, bestemt ikke, vi skal opfylde[g] den.

Footnotes

  1. 3,4 Sl. 51,6 LXX.
  2. 3,10 Henviser til Sl. 14,1-3 (= 53,2-4); Sl. 5,10b; Sl. 140,4b; Sl. 10,7a; Es. 59,7-8 og Sl. 36,2.
  3. 3,19 Ordret: „Loven”. Det græske ord svarer til det hebraiske Torah, som nogle gange henviser til de fem første bøger i Bibelen, kaldet Mosebøgerne, nogle gange som her til hele den jødiske Skrift, vores Gamle Testamente.
  4. 3,21-22 På græsk „loven”, som er den almindelige oversættelse af det hebraiske Torah. Det henviser her til de fem Mosebøger.
  5. 3,23 Eller: Guds herlighed.
  6. 3,25-26 „Synd” betyder manglende tillid til Guds godhed og kærlighed med deraf følgende oprør imod ham.
  7. 3,31 Eller: „give den sin rette plads”. Det græske ords betydning er omstridt. Oversættelsen her bygger på, at det samme ord bruges i Es. 44,26 (LXX), og det ser ud til at være den samme tanke, som findes i Matt. 5,17. Desuden må teksten sammenlignes med, hvad Paulus skriver i Rom. 8,4; 13,8-10 og Ef. 2,15. Det er også muligt at oversætte: „Men den skal bestå” eller „Men den skal fortsat eksistere.” Derimod er det næppe korrekt at oversætte med „vi hævder loven” (1907), „vi stadfæster loven” (1948) eller „vi gør loven gældende” (1992).