Add parallel Print Page Options

Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig. Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle! Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne. Stol på Herren af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand; hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier. Hold ikke dig selv for viis, frygt Herren og vig fra det onde; så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod. Ær med din Velstand Herren med Førstegrøden af al din Avl; 10 da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most. 11 Min Søn, lad ej hånt om Herrens Tugt, vær ikke ked af hans Revselse; 12 Herren revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

13 Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt; 14 thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld; 15 den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den; 16 en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære; 17 dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke; 18 den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast! 19 Herren grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt; 20 ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned. 21 Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne; 22 så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals. 23 Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; - 24 sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød; 25 du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse; 26 thi Herren skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

27 Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe; 28 sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det. 29 Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed. 30 Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men. 31 Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje; 32 thi den falske er Herren en Gru; mod retsindig er han fortrolig; 33 i den gudløses Hus er Herrens Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han. 34 Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde. 35 De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

Resultatet af lydighed og troskab

Glem ikke, hvad jeg fortæller dig, min søn.
    Tag imod min vejledning og følg den.
Så vil du få et langt og rigt liv
    og opleve mange gode år.
Hold fast ved sandhed og troskab,
    bær dem som et smykke om din hals,
        skriv dem på dit hjertes tavle.
Gør du det, vil du møde velvilje
    både fra Gud og mennesker.
Stol på Herren af hele dit hjerte,
    følg ikke kun dine egne tanker.
Søg Guds vilje i alt, hvad du gør,
    så vil han lade livet lykkes for dig.
Vær ikke selvklog og egenrådig,
    adlyd Herren og tag afstand fra det onde,
det giver sundhed til sjæl og krop,
    styrke til hele dit legeme.
Brug din rigdom til ære for Herren,
    giv ham det første af hele din indtægt.
10 Så vil han fylde din lade med korn
    og dine vinbeholdere med vin.
11 Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
    bliv ikke bitter, når han sætter dig i rette.
12 Det er jo dem, han elsker, han opdrager på,
    som når en far irettesætter sin elskede søn.

Visdommens værdi

13 Velsignede er de, der vinder sig visdom,
    lykkelige de, som opnår indsigt.
14 Hvad de vinder, er vigtigere end sølv,
    det, de opnår, er bedre end guld.
15 Visdom er mere værd end juveler,
    ingen skatte kan måle sig med den.
16 Den giver dig et langt og lykkeligt liv
    og desuden både rigdom og ære.
17 Den leder dig ad herlige stier
    og fører dig fremad i fred.
18 Visdom er et livets træ for dem, der tager imod den.
    Velsignede er de, der klynger sig til den.

19 Herren skabte jorden ved hjælp af sin visdom,
    han brugte sin indsigt til at danne himlen.
20 På hans kundskabs ord brød jordens kilder frem,
    og skyerne begyndte at sende væde.

21 Bevar din dømmekraft og omtanke,
    tab dem aldrig af syne, min søn.
22 De får dit liv til at lykkes
    og giver dig ære og respekt.
23 Så kan du færdes med sikre skridt,
    dine fødder vil ikke snuble.
24 Så kan du gå til ro uden at være bange,
    lægge dig ned og nyde din søvn.
25 Du frygter ikke en pludselig fare,
    ængstes ikke, når gudløse straffes,
26 for du regner med Herrens hjælp,
    han bevarer dine fødder fra fælden.

Vejledning til at leve ret

27 Afslå ikke at hjælpe nogen,
    hvis du er i stand til det.
28 Sig ikke: „Kom igen i morgen, så skal jeg hjælpe dig,”
    hvis du har, hvad der er brug for.
29 Du må ikke pønse på ondt imod dem, som har tillid til dig.
30     Lad være at starte et skænderi med nogen, som intet ondt har gjort dig.

31 Vær aldrig misundelig på en voldsmands magt,
    tag ikke ved lære af ham.
32 For Herren hader uretfærdighed,
    men han holder sig nær til de retskafne.
33 Herren forbander de gudløses huse,
    men de retskafnes hjem velsigner han.
34 Herren modarbejder de hovmodige,
    men de ydmyge viser han nåde.
35 Herren lønner de vise med ære,
    men tåberne får kun skam som belønning.