Add parallel Print Page Options

Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig, idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt, ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt, søger du den som Sølv og leder den op som Skatte, da nemmer du Herrens Frygt og vinder dig Kundskab om Gud. Thi Herren, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt. Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel, idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej. Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt. 10 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl; 11 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter - 12 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, - 13 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje. 14 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt, 15 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor - 16 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord, 17 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt; 18 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor; 19 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier 20 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier; 21 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri, 22 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

Fordelene ved at søge visdom

Hvis du tror på, hvad jeg siger, min søn,
    og tager imod min vejledning,
hvis du adlyder visdommens ord
    og ærligt søger at få indsigt,
hvis du tørster efter kundskab
    og længes efter viden,
søger efter visdom som efter sølv,
    graver efter den, som var den guld,
så vil du få ærefrygt for Gud
    og bedre kunne forstå, hvem han er.

For den sande visdom kommer fra Herren,
    hos ham får man kundskab og indsigt.
Han giver gode råd til de oprigtige
    og beskytter dem, der lever ret.
Han våger over de retsindiges vej
    og tager de trofaste under sine vinger.
Hvis du lytter til ham, vil du forstå,
    hvad der er godt og rigtigt.

10 Den visdom og kundskab, du får,
    vil tilfredsstille dit hjertes længsel.
11 Dømmekraft vil hjælpe og beskytte dig,
    omtanke vil bevare dig fra at fare vild
12 og værne dig mod onde mennesker,
    folk, der altid lyver og bedrager,
13 dem, der nægter at følge Guds vej
    og sniger sig frem i mørket.
14 De glæder sig over ondskaben,
    fryder sig over forfærdelige ting.
15 De er uærlige i alt, hvad de gør,
    løgnagtige i alt, hvad de foretager sig.

16 Visdom redder dig fra en andens utro hustru,
    fra en løsagtig kvindes forførende ord,
17 en kvinde, som svigter sit troskabsløfte
    og forlader sin ungdoms elskede.
18 At gå ind i hendes hus er at gå døden i møde,
    vejen fører direkte ned i dødsrigets mørke.
19 Ingen, som besøger hende, vender tilbage,
    de har fjernet sig fra vejen til livet.

20 Derfor bør du følge de rette stier
    og holde dig til Guds vej.
21 De, der gør det rette, bliver boende i landet,
    de retsindige bliver ikke jaget bort.
22 Men de gudløse bliver fjernet fra landet,
    de troløse rykkes op med rode.