Markus 7
Bibelen på hverdagsdansk
Guds befalinger og menneskelige traditioner(A)
7 En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. 2 De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. 3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.
5 Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”
6 „I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:
‚Dette folk ærer mig i det ydre,
men deres hjerte er fjernt fra mig.
7 Det er forgæves, de dyrker mig,
når deres lære blot er menneskebud.’[b]
8 De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. 9 Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!
10 For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’[c] 11 Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ 12 så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. 13 På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”
Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?(B)
14 Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: 15 Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. 16 Lad dem høre, som har øre!”[d]
17 Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. 18 „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, 19 for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. 20 Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, 21 dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, 22 utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”
En ikke-jødisk kvindes tro(C)
24 Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. 25-26 Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
27 Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
28 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”
29 Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”
30 Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.
Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde(D)
31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. 32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. 33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”
35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. 36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”
Footnotes
- 7,3-4 Nogle håndskrifter tilføjer: „og sovepladser”, jf. 3.Mos. 15,4
- 7,7 Es. 29,13 LXX.
- 7,10 2.Mos. 20,12 og 21,17.
- 7,16 Nogle håndskrifter mangler vers 16.
Markus 7
Dette er Biblen på dansk
7 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 2 Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 3 thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 4 og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, 5 så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" 6 Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 7 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 8 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." 9 Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 10 Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". 11 Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," 12 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 13 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I." 14 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår! 15 Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. 16 Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 17 Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. 18 Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren? 19 Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden." 20 Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. 21 Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, 22 Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed; 23 alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 27 Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 28 Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 29 Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 32 Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 34 og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 35 Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 36 Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37 Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.