Markus 7:1-13
Bibelen på hverdagsdansk
Guds befalinger og menneskelige traditioner(A)
7 En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. 2 De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. 3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.
5 Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”
6 „I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:
‚Dette folk ærer mig i det ydre,
men deres hjerte er fjernt fra mig.
7 Det er forgæves, de dyrker mig,
når deres lære blot er menneskebud.’[b]
8 De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. 9 Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!
10 For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’[c] 11 Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ 12 så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. 13 På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”
Read full chapterFootnotes
- 7,3-4 Nogle håndskrifter tilføjer: „og sovepladser”, jf. 3.Mos. 15,4
- 7,7 Es. 29,13 LXX.
- 7,10 2.Mos. 20,12 og 21,17.
Markus 7:1-13
Dette er Biblen på dansk
7 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 2 Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 3 thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 4 og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, 5 så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" 6 Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 7 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 8 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." 9 Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 10 Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". 11 Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," 12 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 13 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
Read full chapterBibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.