Disciplenes tøvende tro^(A)

⁴⁵ Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. ⁴⁶ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

⁴⁷ Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, ⁴⁸ og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. ⁴⁹ Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ⁵⁰ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” ⁵¹ Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. ⁵² At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

¹⁵ Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.

Jesus kommer gående på vandet^(A)

¹⁶ Hen imod aften gik disciplene ned til søen. ¹⁷ Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum. ¹⁸ Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne. ¹⁹ Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne. ²⁰ „Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!” ²¹ Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.