Job 4
Dette er Biblen på dansk
4 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? 3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. 5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? 7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? 8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. 9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. 10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; 11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken 13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; 14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; 15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. 16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: 17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? 18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, 19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! 20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. 21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Job 4
Bibelen på hverdagsdansk
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.