² „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
    for Guds hårde straf får mig til at stønne.

³ Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
    træde frem for hans trone,
⁴ forklare ham mit syn på sagen,
    og fremlægge mine argumenter,
⁵ så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
    og prøve at forstå hans svar.
⁶ Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
    Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
⁷ Med ham som dommer får man en fair behandling,
    og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.

⁸ Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
    Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
⁹ Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
    mod syd kan jeg ikke finde hans spor.

¹⁰ Men han kender mit liv og mine gerninger,
    jeg ville bestå hans prøve med glans.
¹¹ Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
    vandret den vej, han har anvist.
¹² Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
    men bevaret hans ord i mit hjerte.

¹³ Men hvem kan standse Gud?
    Han fører det igennem, han har sat sig for.
¹⁴ Han handler med mig efter sin plan,
    og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
¹⁵ Er det så sært, at jeg frygter ham,
    at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
¹⁶ Gud har taget alt modet fra mig,
    den Almægtige gør mig bange.
¹⁷ Men jeg kan ikke bare holde min mund,
    fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.