² „Hold nu op med al din snak, Job!
    Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
³ Hvad regner du os egentlig for?
    En flok dumme, umælende får?
⁴ Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
    Verden går videre, uanset hvad du gør.
⁵ Synd fører nu engang til straf,
    og de ondes livslys slukkes.
⁶ Mørket indhyller deres bolig,
    og de får et ulykkelig endeligt.
⁷ Deres faste skridt bliver usikre,
    de snubler over deres egne ben.
⁸ Deres fødder fører dem til fald,
    de er ude på gyngende grund.
⁹ De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
    får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
¹⁰ En skjult snor er spændt ud over vejen,
    et reb ligger parat som en løkke.
¹¹ Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
    angsten er lige i hælene på dem.
¹² Deres livskraft udtæres,
    undergangen ligger på lur efter dem,
¹³ sygdom æder dem langsomt op,
    døden har lagt sin klamme hånd på dem.
¹⁴ De trækkes ud af deres trygge bolig
    og føres frem til den frygtelige død.
¹⁵ Ild og svovl regner ned over dem,
    deres ejendom bliver omdannet til aske.
¹⁶ De er som et træ med udtørrede rødder,
    hvor alle grenene er ved at visne.
¹⁷ Ingen mindes dem, når de er borte,
    deres navne går hurtigt i glemmebogen.
¹⁸ De udslettes fra jordens overflade,
    skubbes fra lyset ind i mørket.
¹⁹ De efterlader sig ingen arvinger,
    deres slægt uddør med dem.
²⁰ Alle, som hører om deres ulykke,
    gribes af gru og forfærdelse.
²¹ Ja, sådan går det onde mennesker,
    dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”