17 ¹ Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; ² visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. ³ Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? ⁴ Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; ⁵ den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. ⁶ Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; ⁷ mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; ⁸ retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, ⁹ men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. ¹⁰ Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! ¹¹ Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; ¹² Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; ¹³ vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, ¹⁴ Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. ¹⁵ Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? ¹⁶ Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?