Add parallel Print Page Options

Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.

Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren, en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. 11 Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.

12 Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. 13 Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; 14 men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring; 15 derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død. 16 Farer ikke vild, mine elskede Brødre! 17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. 18 Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

19 I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; 20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 21 Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. 22 Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. 23 Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; 24 thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var. 25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

26 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. 27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.

Indledende hilsen

Dette brev er fra Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener. Jeg skriver til de jødekristne fra de 12 stammer, der bor rundt omkring i verden. Guds fred!

Om prøvelser, udholdenhed og tro

Kære venner, når I kommer ud for mange forskellige vanskeligheder og problemer, så glæd jer over det. I ved jo, at når jeres tro[a] prøves, skærper det jeres udholdenhed. Og hvis I ellers holder ud gennem prøvelserne, vil I vokse i modenhed, så I ikke står tilbage på noget område.

Hvis I mangler visdom, skal I bede om at få den fra Gud. Gud giver nemlig gerne til alle uden at komme med bebrejdelser. Men I skal bede i tro uden at tvivle. For hvis I vakler i jeres tillid til Gud, er I som havets bølger, der kastes frem og tilbage af stormen, 7-8 eller som en, der står med et ben i hver lejr og går skiftevis i den ene og den anden retning. Beder I på den måde, kan I ikke regne med at få noget fra Herren.

Den himmelske rigdom er langt mere værd end den jordiske

De kristne, der har en lav position i samfundet, kan glæde sig over at have en høj position i den åndelige verden. 10 De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår som blomster, der visner. 11 Når solen brænder i dagens hede, svides planterne. Blomsterne falmer, og deres pragt forsvinder. Sådan kan rigdom forsvinde, hurtigt og uden varsel.

Gud frister ingen, men lover evigt liv

12 Velsignede er de, der holder ud, når der er modgang, for når de er kommet sejrende igennem, vil de få det evige liv som belønning. Det har Gud lovet alle dem, som elsker ham.

13 Når du bliver fristet til at gøre noget forkert, skal du ikke sige: „Det er Gud, der frister mig.” Gud fristes aldrig til at gøre noget ondt, og han frister heller aldrig nogen til at gøre det. 14 Når du bliver fristet, er det, fordi du bliver tiltrukket af noget, som du i virkeligheden har lyst til. 15 Giver du efter for fristelsen, fører det til synd, og synden fører i sidste ende til død.

16 Elskede venner, lad jer ikke bedrage. 17 Det er udelukkende gode og fuldkomne gaver, der kommer til os fra vores himmelske Far, som har skabt lysene i himmelrummet. Hans lys er uforanderligt, og han skjules ikke af skygger. 18 Han besluttede at give os nyt liv gennem sandhedens ord, så vi blev hans særlige ejendom blandt al skabningen.

Lyt, tag imod Guds ord og lev det ud i hverdagen

19 Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred, 20 for et menneskes vrede kommer i vejen for Guds vilje. 21 Derfor skal I lægge alle urene tanker og onde handlinger bag jer og koncentrere jer om at give vækstbetingelser til det ord, som er plantet i jer, og som er i stand til at føre jer frem til det evige liv.

22 I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det. 23 Hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, som når I betragter jeres ansigt i et spejl. 24 Lige så snart I vender ryggen til spejlet, har I glemt, hvordan I så ud. 25 Men hvis I fordyber jer i frihedens fuldkomne lov, og bliver ved med at holde den for øje, bliver I ikke som dem, der hører og glemmer, men som dem, der hører og handler. Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.

26 De, der mener, at de tjener Gud, men ikke tøjler deres tunge, bedrager sig selv. Den måde at tjene Gud på er intet værd. 27 Nej, en god og ægte måde at tjene Gud, vores Far, på er at tage sig af forældreløse børn og fattige enker og undgå at blive forurenet af verdslighed.

Footnotes

  1. 1,3 Eller: „trofasthed, troskab”.