1 Mosebog 15-21

Bibelen på hverdagsdansk

Guds løfte til Abram

15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” ^2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” ⁴ Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”

⁵ Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” ⁶ Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.

⁷ Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” ⁸ Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” ⁹ Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”^{[a] 10} Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. ¹¹ Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.

¹² Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.

¹³ Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land i 400 år og opleve slaveri og undertrykkelse, ¹⁴ men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. ¹⁵ (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) ¹⁶ Fire generationer^[b] senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”

¹⁷ Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. ¹⁸ Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, ¹⁹ som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, ²⁰ hittitterne, perizzitterne, refaitterne, ²¹ amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebusitterne.”

Menneskelig problemløsning

16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. ^2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”

Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. ⁴ Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.

⁵ Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”

⁶ „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.

⁷ Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. ⁸ Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. ⁹ „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. ¹⁰ „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. ¹¹ Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.^[c] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. ¹² Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”

¹³ Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” ¹⁴ Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.^[d] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.

¹⁵ Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. ¹⁶ På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.

Pagten med Abraham

17 Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. ² Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”

³ Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: ⁴ „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. ⁵ Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham^[e], for du skal blive far til mange folkeslag. ⁶ Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. ⁷ Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. ⁸ Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. ⁹ Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: ^10-13 Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. ¹⁴ Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”

¹⁵ Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.^{[f] 16} Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”

¹⁷ Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” ¹⁸ Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”

¹⁹ „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.^[g] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. ²⁰ Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. ²¹ Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” ²² Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.

²³ Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. ²⁴ Abraham var 99 år ^25-26 og Ishmael 13 år, da de blev omskåret ²⁷ sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.

Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn

18 Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. ² Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.

³ „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. ⁴ Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. ⁵ Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.

⁶ Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” ⁷ Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. ⁸ Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.

⁹ „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. ¹⁰ Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. ¹¹ Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. ¹² Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”

¹³ Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? ¹⁴ Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”

¹⁵ Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.

Abraham går i forbøn for Sodoma

¹⁶ Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. ¹⁷ Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? ¹⁸ Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. ¹⁹ Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

²⁰ Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. ²¹ Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” ²² De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. ²³ Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? ²⁴ Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? ²⁵ Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

²⁶ Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

²⁷ Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. ²⁸ Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

²⁹ „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”

³⁰ „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.

³¹ „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”

³² Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”

³³ Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.

Sodomas ondskab

19 Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem.

² „Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.”

³ Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem.

⁴ Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. ⁵ De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!”

⁶ Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. ⁷ „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! ⁸ Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”

⁹ „Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.

¹⁰ Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. ¹¹ Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.

¹² „Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! ¹³ Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”

¹⁴ Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.

Sodoma og Gomorra ødelægges

¹⁵ Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”

¹⁶ Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.

¹⁷ „Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” ¹⁸ Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! ¹⁹ I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. ²⁰ Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”

²¹ „Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. ²² Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.^[h]

²³ Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. ²⁴ Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. ²⁵ Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. ²⁶ Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.

²⁷ Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. ²⁸ Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. ²⁹ Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.

Lot og hans døtre

³⁰ Senere forlod Lot Zoar, for han var bange for at blive boende der. I stedet tog han op i bjergene med sine to døtre og indrettede sig i en bjerghule. ³¹ En dag sagde den ældste søster til den yngste: „Der findes ingen mænd i dette øde område, som vi kan gifte os med. Desuden er vores far snart for gammel til selv at avle børn. ³² Lad os få ham til at drikke sig fuld og så ligge med ham, så hans slægt kan fortsætte.” ³³ Så drak de ham fuld, og samme nat lå den ældste søster med sin far, men han sansede intet—hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op.

³⁴ Næste morgen sagde hun til den yngste: „Jeg lå hos vores far i nat. Lad os drikke ham fuld igen i aften, så du kan gøre det samme. Det er den eneste måde, slægten kan overleve på.” ³⁵ Så drak de ham fuld, og derefter gik den yngste søster ind og lå hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. ³⁶ Sådan gik det til, at begge døtre blev gravide ved deres far. ³⁷ Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab.^[i] Han blev stamfar til moabitterne. ³⁸ Den yngste fødte også en søn, som kom til at hedde Ben-Ammi.^[j] Han blev stamfar til ammonitterne.

Abraham hos kong Abimelek

20 Abraham flyttede nu fra Mamres egelund til Negev, hvor han først slog sig ned mellem Kadesh og Shurs ørken, og senere boede han en tid som fremmed nær ved byen Gerar. ² Han omtalte sin kone, Sara, som om hun var hans søster. Derfor sendte kong Abimelek af Gerar bud efter hende.

³ Men en nat sagde Gud til Abimelek i en drøm: „Du skal dø! For kvinden, du tog, er gift med en anden!” ⁴ Abimelek havde imidlertid ikke ligget med Sara. Derfor sagde han: „Herre, vil du slå uskyldige mennesker ihjel? ⁵ Manden sagde jo, at hun var hans søster—og i øvrigt bekræftede hun det selv. Det var bestemt ikke min hensigt at gøre noget forkert!”

⁶ „Det ved jeg,” svarede Herren. „Det var derfor, jeg hindrede dig i at synde imod mig, idet jeg ikke tillod dig at røre hende. ⁷ Send hende tilbage til hendes mand. Han er en profet, så han kan gå i forbøn for dig, så du ikke dør. Men hvis du ikke sender hende tilbage, skal du og hele din husstand dø!”

⁸ Tidligt næste morgen sammenkaldte Abimelek alle sine tjenere og fortalte dem, hvad der var sket, og de blev skrækslagne. ⁹ Derefter sendte Abimelek bud efter Abraham. „Hvad er det dog, du har gjort imod os?” sagde han. „Hvad har du imod mig, siden du synes, jeg og mit rige fortjener at blive skyldige i sådan en stor synd? Sådan noget burde ikke ske! ¹⁰ Hvorfor har du gjort det imod os?”

¹¹ „Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham. ¹² „Desuden er hun faktisk min søster, for vi har samme far, men ikke samme mor. Men vi giftede os alligevel. ¹³ Da Gud i sin tid pålagde mig at rejse bort fra mit eget land, sagde jeg til hende: ‚Hvor som helst vi kommer frem, så vær sød at sige, at jeg er din bror.’ ”

¹⁴ Derefter gav Abimelek Abraham får, køer og slaver, både mænd og kvinder, og gav ham også hans kone tilbage. ¹⁵ Abimelek sagde desuden: „Se dig omkring i mit rige og vælg det sted, hvor du helst vil slå dig ned.” ¹⁶ Til Sara sagde han: „Jeg giver din bror 1000 sølvstykker i erstatning for det, som er overgået dig. Så regner jeg med, at vi er kvit.”

¹⁷ Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. ¹⁸ Herren havde nemlig gjort alle kvinderne i Abimeleks husstand ufrugtbare på grund af det med Sara.

Isaks fødsel

21 Herren velsignede Sara, som han havde lovet: ² Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. ³ Abraham kaldte sin søn Isak. ⁴ På ugedagen^[k] efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. ⁵ Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.

⁶ Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. ⁷ Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”

Hagar og Ishmael sendes væk

⁸ Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. ⁹ Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, ¹⁰ sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” ¹¹ Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.

¹² Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. ¹³ Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”

¹⁴ Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. ¹⁵ Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. ¹⁶ Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.

¹⁷ Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. ¹⁸ Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” ¹⁹ I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.

^20-21 Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.

En pagt mellem Abraham og Abimelek

²² Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. ²³ „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”

²⁴ „Det sværger jeg på!” svarede Abraham. ²⁵ Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. ²⁶ Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”

²⁷ Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. ²⁸ Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, ²⁹ spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” ³⁰ „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. ³¹ Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,^[l] for det var der, de indgik deres pagt.

³² Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. ³³ Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. ³⁴ Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.