Add parallel Print Page Options

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

10 I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

13 I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. 14 Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. 15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, 17 og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

18 Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. 19 Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. 20 Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. 21 Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. 22 De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. 23 Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. 24 Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.

Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! 10 Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.

11 Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; 12 thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus. 13 I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. 14 Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. 15 Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Nåde, 16 at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Råds, 17 drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. 18 Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. 19 Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. 20 Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. 21 Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. 22 Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; 23 de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; 24 og de priste Gud for mig.