Add parallel Print Page Options

Salomons byggeprojekter

10 I 20 år havde Salomon nok at gøre med de to store byggeprojekter, Herrens hus og sit eget palads. 11-12 Da de var færdige, forærede han kong Hiram af Tyrus 20 byer i Galilæa-området som betaling for alt det cedertræ, cyprestræ og guld, han havde leveret. Men da Hiram kom for at se på byerne, var han langtfra tilfreds med dem.

13 „Hvad er det for nogle elendige byer, du har givet mig?” udbrød han. Derefter blev dette område kaldt Kabul,[a] og det hedder det stadig. 14 Hiram havde blandt andet leveret 4 tons guld til Salomon.

15 Salomon havde udskrevet tvangsarbejdere til følgende byggeprojekter: Herrens hus, paladset, Jerusalems fæstning og bymur og genopbygningen af byerne Hatzor, Megiddo og Gezer. 16 Gezer var den by, som Egyptens konge tidligere havde erobret og brændt ned til grunden efter at have dræbt indbyggerne. Da hans datter blev gift med kong Salomon, forærede han hende byen i bryllupsgave. 17-18 Men nu var Salomon i færd med at genopbygge Gezer—og i øvrigt også byerne Nedre Bet-Horon, Ba’alat og ørkenbyen Tamar. 19 Desuden byggede han nogle byer omkring de kongelige kornsiloer, og han oprettede vognbyer til sine stridsvogne og alle sine heste og ryttere. Han havde også mange andre projekter i gang i Jerusalem, i Libanons bjerge og flere andre steder i det store rige, han regerede over.

20-21 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. 22 Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var i kongens tjeneste eller var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere eller ryttere. 23 Andre arbejdede som opsynsmænd for slavearbejderne ved byggeprojekterne. Der var i alt 550 israelitiske opsynsmænd.

Read full chapter

Footnotes

  1. 9,13 Navnet hentyder muligvis til det hebraiske ord kebal, der betyder: „Det er det rene ingenting”.

10 Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to Bygninger, Herrens Hus og Kongens Palads - 11 Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i Landskabet Galilæa. 12 Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet ham, syntes han ikke om dem; 13 og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?" Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag 14 Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.

15 På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong Salomo udskrev til at opføre Herrens Hus, hans eget Palads, Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer 16 Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i Medgift. 17 Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon, 18 Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land, 19 alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige: 20 Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, 21 deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. 22 Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. - 23 Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var 550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.

Read full chapter