Første Kongebog 8
Bibelen på hverdagsdansk
Pagtens ark placeres i templet og Herrens herlighed kommer
8 Nu kaldte kong Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den ny tempelbygning. 2 Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i etanim måned, den syvende måned.[a] 3-4 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så Herrens Ark hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. 5 Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.
6 Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. 7 De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. 8 Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra; og sådan er det den dag i dag. 9 I arken lå kun de to stentavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.
10 Da præsterne kom ud fra helligdommen igen, skete der pludselig noget: En tæt sky fyldte Herrens hus, 11 så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte hans Hus.
12 Da udbrød Salomon: „Herre, du har sagt, at du bor i den tætte sky. 13 Nu har jeg bygget dig en bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”
Salomons tale til folket
14 Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han:
15 „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: 16 ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. I stedet udvalgte jeg dig, David, til at lede mit folk.’ ”
17 Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, 18 men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, 19 ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 20 Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 21 Jeg har lavet et særligt rum til arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med vores forfædre, efter at han havde ført dem ud af Egypten.”
Salomons bøn til Herren
22 Salomon stillede sig nu hen foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. 23 Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 24 Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 25 Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 26 Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!
27 Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 28 Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder i dit nærvær: 29 Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 30 Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.
31 Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 32 så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.
33 Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 34 så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.
35 Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 36 så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.
37 Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 38 og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 39 så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 40 Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.
41-42 Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, 43 så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg har bygget, er indviet til dig.
44 Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, 45 hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.
46 Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, 47 og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ 48-49 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære.
50 Tilgiv dit folk al deres ondskab og ulydighed mod dig, og lad deres fjender vise barmhjertighed mod dem, 51 for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten. 52 Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig. 53 For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”
54-55 Salomon var knælet ned foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.
Salomon beder for folket og formaner til lydighed
Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:
56 „Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses. 57 Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os, 58 og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre. 59 Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag. 60 Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden. 61 Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”
Templet indvies
62 Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren. 63 Salomons takoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. 64 Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af takofrene, som skulle brændes. 65 En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.[b] 66 Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.
Footnotes
- 8,2 Denne måned blev senere kaldt Tishri og svarer til september-oktober.
- 8,65 Se også 2.Krøn. 7,8-9.
Første Kongebog 8
Dette er Biblen på dansk
8 Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. 2 Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. 3 Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken. 4 Og de bragte Herrens Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op. 5 Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. 6 Så førte Præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; 7 thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. 8 Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. 9 Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, Herren havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. 10 Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen Herrens Hus, 11 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.
12 Ved den Lejlighed sang Salomo: Herren satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet. 13 Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
14 Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; 15 og han sagde: "Lovet være Herren, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: 16 Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. 17 Og min Fader David fik i Sinde at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus; 18 men Herren sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 19 dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus. 20 Nu har Herren opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, Navn Huset; 21 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, Herren sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
22 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 23 og sagde: "Herre Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 24 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 25 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort. 26 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!
27 Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 28 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn; 29 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 30 Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!
31 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 32 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld!
33 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus, 34 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
35 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 36 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
37 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer - 38 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus, 39 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter, 40 for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.
41 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, - 42 thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, 43 da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.
44 Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til Herren, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 45 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret! 46 Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær, 47 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 48 når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn 49 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, 50 og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem; 51 de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen. 52 Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig. 53 Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, Herre!"
54 Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til Herren rejste han sig fra Pladsen foran Herrens Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen. 55 Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde: 56 "Lovet være Herren, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses. 57 Herren vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke, 58 at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde vøre Fædre! 59 Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for Herrens Åsyn, være nærværende for Herren vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov, 60 for at alle Jordens Folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud. 61 Og måtte eders Hjerte være helt med Herren vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
62 Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for Herrens Åsyn. 63 Til de Takofre, Salomo ofrede til Herren, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israeliterne Herrns Hus. 64 Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran Herrens Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran Herrens Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
65 Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for Herren vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk). 66 Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, Herren havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.