Add parallel Print Page Options

Og Herrens Ord kom til mig således Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre Herren til Israels Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt! Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeigheder. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du skal kende, at jeg er Herren.

Så siger den Herre Herren: Ulykke følger på Ulykke; se, det kommer! Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig; se, det kommer! Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene. Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I skal kende, at jeg, Herren, er den, som slår. 10 Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"! Riset blomstrer, Overmodet grønnes. 11 Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem. 12 Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 13 Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning. 14 Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig; thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 15 Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest. 16 Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning. 17 Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand. 18 De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er skamfulde, alle Hoveder skaldede. 19 Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs; deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på Herrens Vredes Dag; de kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi det var dem Årsag til Skyld. 20 I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem. 21 Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det. 22 Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Kleodie, Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.

23 Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Vold. 24 Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje; jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal vanhelliges. 25 Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke. 26 Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste med Råd. 27 Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er Herren.

Afslutningen nærmer sig

Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at jeg er Herren.

Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. 8-9 Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. 10 Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. 11 De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.

12 Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. 13 Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.

14 Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. 15 Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. 16 De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. 17 Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. 18 De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.

19 De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. 20 De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. 21 Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. 22 Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.

23 Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. 24 Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. 25 Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. 26 Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. 27 Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”