Guds dom over Aram og Nordriget

17 Guds budskab om Damaskus: „Se, Damaskus vil forsvinde. Byen bliver en ruindynge. ² Aroers byer^[a] bliver forladte, så fåreflokkene kan græsse frit i gaderne. Ingen vil forstyrre dem. ³ Nordrigets befæstede byer bliver også ødelagt, og Damaskus’ magt får ende. De få, som er tilbage i Aram, vil dele skæbne med Nordriget,” erklærer Herren, den Almægtige.

⁴ „Da vil Nordrigets tidligere herlighed høre en tåget fortid til, for hungersnød sætter ind. ⁵ Landet vil ligge øde hen som Refaimdalens stubmarker, efter at kornet er høstet. ⁶ Kun enkelte indbyggere bliver tilbage, ligesom de få oliven, der endnu sidder på et oliventræ efter høsten, et par stykker i toppen og nogle enkelte på de yderste grene,” siger Herren, Israels Gud.

⁷ Engang vil de erkende, at Herren er deres Skaber, og de vil vende tilbage til Israels hellige Gud. ⁸ Da vil de ikke længere bede afguderne om hjælp, dyrke deres menneskeskabte guder, tilbede og ofre til Asherapælene eller brænde røgelse på deres afgudsaltre.

⁹ Dine prægtige byer vil blive lagt i ruiner som en fældet skov på en bakketop,^[b] akkurat som byerne blev lagt i ruiner, dengang israelitterne først indtog landet. Alt skal ligge øde hen. ¹⁰ Hvorfor? Fordi du har forladt den Gud, som kan frelse dig, og ikke ænser Klippen, hvor du kunne have søgt tilflugt. Du kan plante de bedste vinsorter,^{[c] 11} og selv om de skulle spire og blomstre, når du planter dem, så kommer du aldrig til at plukke druer fra dem. Du vil kun høste sorg og bitter smerte.

¹² Hør larmen fra folkeslagenes hære. De larmer som havets oprørte bølger. ¹³ Men Gud truer ad dem, så de flygter langt bort. De jages som avner af bjergvinden, som tidselfrø for slettens hvirvelvind. ¹⁴ Aftenen er mættet af frygt, men før morgenen kommer, er fjenden borte. Sådan går det dem, der vil plyndre og gå på rov hos os.