Add parallel Print Page Options

13 Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede: Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte! Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte. Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers Herre er ved at mønstre sin Krigshær. De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, Herren og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden. Jamrer, thi Herrens Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige. Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter, de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder. Se, Herrens Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort. 10 Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke. 11 Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod. 12 En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld. 13 Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers Herres Harme på hans brændende Vredes Dag. 14 Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land. 15 Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet; 16 deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes. 17 Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget. 18 Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk. 19 Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. 20 Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej; 21 men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer; 22 Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.

Et profetisk syn om Babyloniens fald

13 Esajas så Babyloniens ødelæggelse i et syn, hvor Herren sagde:

„Løft signalet til angreb på toppen af en høj! Lad kommandoråbet lyde! Giv tegn til hæren om at marchere mod Babylon og jævne de riges paladser med jorden! Jeg har udvalgt disse hære til at straffe dem, der har fremkaldt min vrede. Jeg har kaldt mine helte til denne opgave, og de vil juble, når jeg sejrer.

Hør larmen fra bjergene! Lyt til hærene under fremmarch! Det er krigslarm fra mange folkeslags hære. Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg mønstrer min hær. De kommer langvejsfra, og de er mit redskab imod dig, Babylon. De er udtryk for min vrede, og de skal ødelægge hele landet.

Skrig af rædsel, for Herrens time er kommet. Den Almægtige vil knuse jer. 7-8 Jeres arme er lammet af frygt, og selv de modigste mænd ryster af skræk. Frygt og smerte sætter ind som veerne hos en kvinde, der skal føde. I stirrer hjælpeløse på hinanden, hede om ørerne. Se, Herrens dag kommer, Herrens frygtelige vredesdag. Landet skal ødelægges, og alle syndere med det. 10 Der ses ingen stjerner på himlen, solen er formørket, månen skinner ikke.

11 Jeg, Herren, straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd. Jeg knuser de stoltes overlegenhed og tyrannernes hovmod. 12 Når dommen er fuldbyrdet, er der ikke mange tilbage. Til den tid er mennesker sjældnere end det fineste guld. 13 I min vrede ryster jeg himlen, og jorden skal rokkes fra sin plads. Jeg, Herren den Almægtige, viser min vrede.

14 Som skræmte gazeller, som forvildede får, der er kommet bort fra deres hyrde, flygter enhver hjem til sit eget land. 15 Enhver, der bliver taget til fange, bliver gennemboret af sværdet. 16 Deres småbørn knuses for øjnene af dem, deres hjem bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.

17 Jeg vækker nemlig medernes vrede imod det babyloniske rige. De kan ikke købe sig fri med guld og sølv. 18 Medernes pile rammer de unge, de har ingen medynk med børnene.

19 Det går Babylon, den herlige storby, den kaldæiske kulturs stolthed og pryd, som det gik Sodoma og Gomorra, dengang Herren sendte ild fra himlen. 20 Aldrig igen skal Babylon genopbygges og blive beboet. Selv nomaderne undgår at slå lejr der. Ingen hyrder søger nattely på det sted. 21 Kun ørkenens vilde dyr bor der, ugler tuder fra de forladte huse. Strudse slår sig ned, og vilde geder springer rundt på ruinerne. 22 I de tomme borge og fine paladser lyder ekkoet af hyæners og sjakalers hyl. Babylons dage er talte, dommens time er nær.”