Add parallel Print Page Options

Peter og Johannes helbreder en lam mand

En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, 10 blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.

Peters tale i templet

11 Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. 12 „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. 13 Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. 14 Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. 15 I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. 16 Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.

17 Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. 18 Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. 19 Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, 20 og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. 21 Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter. 22 Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, 23 for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’[a]

24 Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. 25 I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’[b] 26 Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”

Footnotes

  1. 3,23 Frit citeret efter 5.Mos. 18,15-19.
  2. 3,25 Citat fra 1.Mos. 22,18, en af de mange profetier om Messias i det Gamle Testamente. Jesus var den efterkommer af Abraham, som skulle bringe velsignelsen.

Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse. Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!" Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem. Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!" Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud. 10 Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. 11 Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.

12 Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? 13 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. 14 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder. 15 Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. 16 Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle. 17 Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer. 18 Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. 19 Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn, 20 og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, 21 hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. 22 Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder. 23 Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket." 24 Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage. 25 I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes." 26 For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."