Add parallel Print Page Options

17 Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin Stilling over for Israel ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa havde indtaget. Og Herren var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til Ba'alerne, men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som Israel. Derfor grundfæstede Herren Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære. Da voksede hans Mod til at vandre på Herrens Veje, så han også udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.

I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil, Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas Byer, ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el, Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne, og præsterne Elisjama og Joram. De havde Herrens Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.

10 En Herrens Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så de ikke indlod sig i Krig med Josafat. 11 Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og 7700 Bukke. 12 Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda, 13 og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige Krigere i Jerusalem. 14 Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000 dygtige Krigere; 15 ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand; 16 ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i Herrens Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere; 17 fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand, væbnet med Bue og Skjold; 18 ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand. 19 Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.

Joshafat som konge over Juda

17 Asas søn, Joshafat, blev nu konge i Juda, og han begyndte at ruste sig til krig mod Israel. Han udstationerede garnisoner i alle Judas befæstede byer og på andre strategiske steder i landet samt i de efraimitiske byer, hans far havde erobret.

Herren var med Joshafat, fordi han adlød Gud, ligesom hans forfar David[a] havde gjort før ham. Han dyrkede ikke afguderne, men søgte hjælp hos sin fars Gud og adlød Guds befalinger—i modsætning til de israelitiske konger. Derfor styrkede Herren hans position som konge i Juda. Alle indbyggerne bragte ham gaver, og han blev både rig og højt anset. Han var helhjertet i at tjene Herren, og han fjernede de sidste rester af afgudsofferstederne og Asherapælene.

7-9 I sit tredje regeringsår begyndte Joshafat et landsdækkende uddannelsesprogram: Han sendte nogle ledende mænd på rundrejse til alle de judæiske byer for at undervise folket. Det drejede sig om embedsmændene Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mika, levitterne Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, samt præsterne Elishama og Joram. Disse mænd havde Herrens lovbog med sig, og de underviste i den overalt, hvor de kom frem.

10 Da faldt Herrens frygt på de omliggende riger, så ingen vovede at gå i krig mod Joshafat.

11 Selv nogle af filistrene bragte Joshafat gaver og betalte skat til ham, og araberne forærede ham 7700 væddere og 7700 gedebukke. 12-13 Joshafats magt voksede, og han styrkede sit forsvar yderligere ved at bygge flere borge og forsyningscentre rundt omkring i Juda. Han havde til stadighed en stor hær i beredskab i hovedstaden Jerusalem. 14 Soldaterne blev mønstret i henhold til deres stamme og slægt. Fra Judas stamme var der tre hærførere: For det første Adna, der havde 300.000 mand under sig, inddelt i afdelinger på 1000 mand. 15 For det andet Johanan med 280.000 mand under sig. 16 For det tredje Amasha, søn af Zikri, der frivilligt var trådt i kongens tjeneste og havde ansvar for 200.000 mand. 17 Fra Benjamins stamme var der to hærførere: For det første den meget erfarne Eljada med 200.000 mand under sig, alle udrustede med buer og skjolde, 18 for det andet Jozabad med 180.000 fuldt rustede mænd under sig. 19 Disse fem var under kongens direkte kommando i Jerusalem, og desuden var der de officerer, som var udstationeret i de befæstede byer rundt omkring i landet.

Footnotes

  1. 17,3 Nogle håndskrifter mangler navnet „David” og siger blot: „som hans far…”.