Add parallel Print Page Options

Straffen over et udvalgt folk

Hør hvad Herren siger til Israels folk: „Det var jer, jeg førte ud af Egypten. Af alle jordens folkeslag er det jer, jeg har udvalgt! Derfor må jeg straffe jer, når I gør oprør imod mig. Kan to mennesker slå følge uden først at have lavet en aftale? Brøler en løve i buskadset, før den har nedlagt sit bytte? Knurrer ungløven i sin hule uden at have fanget noget? Går en fugl i en fælde, hvis der ikke er lokkemad? Klapper en fælde i, hvis den ikke bliver udløst? Mon ikke folk bliver bange, når der blæses alarm i byen? Mon ikke jeg står bag, når en by bliver straffet med krig? Men jeg skrider ikke til handling, før jeg har åbenbaret mine planer for mine tjenere, profeterne. Når løven brøler, bliver mennesket bange. Når Herren taler, må profeten give det videre.

Råb til filistrene i Ashdods fæstning og til egypterne i deres befæstede byer: Kom og sæt jer på bakketoppene rundt om Samaria. Se på al den vold og undertrykkelse, der foregår i Israel. 10 Mit folk har glemt at handle ret. De fylder deres huse med ting, de har røvet. 11 Derfor vil en fjende belejre landet, nedbryde byens mure og plyndre deres huse.

12 Som når en hyrde kun redder et par skinneben eller et øre af sit får fra løvens gab, sådan vil kun få af Samarias indbyggere blive reddet, som man kan være heldig at redde et hjørne af sin seng eller et stykke af en divan.”[a]

13 Herren, den Almægtige, siger: „Hør efter og advar Israels folk. 14 Når jeg straffer mit folk for deres oprør, vil jeg ødelægge afgudsaltrene i Betel. Altrenes horn bliver hugget af og falder til jorden. 15 Jeg ødelægger alle de store, pragtfulde huse, både vinterpalæer, sommerboliger og elfenbenspaladser.

Footnotes

  1. 3,12 Meningen af teksten er uklar.

Hør dette Ord, som Herren taler imod eder, isralitter, imod hele den slægt jeg førte op fra Ægypten: Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Slægter; derfor vil jeg på eder hjemsøge al eders Brøde.

Vandrer vel to i Følge, når det ikke er aftalt? Brøler en Løve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? Løfter en Ungløve Røsten, uden den har Fangst? Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en Fælde vel sammen, uden noget er fanget? Mon der stødes i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon Ulykke sker i en By, uden Herren står bag? Nej! Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne. Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre Herren taler, hvo profeterer da ej?

Lad det høres over Asdods Borge og dem i Ægyptens Land! Sig: "Kom sammen på Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde, det hårde Tryk i dets Midte !" 10 De ved ej at gøre det rette, lyder det fra Herren, de, som opdynger Uret og Vold i deres Borge. 11 Derfor, så siger den Herre Herren: Fjender skal fare gennem Landet, dit Værn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine Borge.

12 Så siger Herren: Som en Hyrde redder af Løvens Gab to Skinneben eller en Ørelap, således skal Israels Børn, som bor i Samaria, reddes med Lejets Bolster og Bænkens Hynde. 13 Hør og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre Herren, Hærskarers Gud: 14 Den Dag jeg hjemsøger Israels Overtrædelser, hjemsøger jeg Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden. 15 Både Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene ødes, de mange Huse går tabt, så lyder det fra Herren.