Add parallel Print Page Options

Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde Hav, således som Herren havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge. Da sagde Herren til mig: "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord! Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje. Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge; thi Herren din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, Herren din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget." Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.

Og Herren sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje. 10 Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne; 11 også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter. 12 I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som Herren gav dem. 13 Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken. 14 Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som Herren havde svoret dem; 15 også Herrens Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand.

16 Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket, 17 talede Herren til mig og sagde: 18 Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar, 19 og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje. 20 Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter. 21 Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men Herren udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, 22 ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag. 23 Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted. 24 Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham! 25 Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!

26 Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud: 27 "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre. 28 Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods, 29 således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, Herren vor Gud vil give os!" 30 Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi Herren din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket. 31 Derpå sagde Herren til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!" 32 Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza; 33 og Herren vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere. 34 Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe; 35 kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer. 36 Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; Herren vor Gud gav dem alle i vor Magt. 37 Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som Herren vor Gud havde påbudt.

På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge. Til sidst sagde Herren:

‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’

Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.[a]

Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’

10 (Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. 11 Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. 12 Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kana’ans land, fordi Herren havde bestemt det.)

13 ‚Gå nu over Zered-wadien,’[b] sagde Herren. Det gjorde vi så. 14-16 Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.

17 Derpå sagde Herren til mig: 18 ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. 19 Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’

20 (Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. 21 De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. 22 På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. 23 En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)

Sejren over Kong Sihon af Heshbon

24 Herren sagde derefter: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. 25 Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’

26 Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. 27 ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. 28 Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. 29 Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’

30 Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.

31 Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’

32 Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. 33-34 Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, 35-36 undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. 37 Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.

Footnotes

  1. 2,8 Teksten er uklar.
  2. 2,13 En wadi er et udtørret flodleje, der kun fyldes med vand, når det regner. Denne wadi danner grænse mellem Edom og Moab.

Wanderings in the Wilderness

Then we turned back and set out toward the wilderness along the route to the Red Sea,[a](A) as the Lord had directed me. For a long time we made our way around the hill country of Seir.(B)

Then the Lord said to me, “You have made your way around this hill country long enough;(C) now turn north. Give the people these orders:(D) ‘You are about to pass through the territory of your relatives the descendants of Esau,(E) who live in Seir.(F) They will be afraid(G) of you, but be very careful. Do not provoke them to war, for I will not give you any of their land, not even enough to put your foot on. I have given Esau the hill country of Seir as his own.(H) You are to pay them in silver for the food you eat and the water you drink.’”

The Lord your God has blessed you in all the work of your hands. He has watched(I) over your journey through this vast wilderness.(J) These forty years(K) the Lord your God has been with you, and you have not lacked anything.(L)

So we went on past our relatives the descendants of Esau, who live in Seir. We turned from(M) the Arabah(N) road, which comes up from Elath and Ezion Geber,(O) and traveled along the desert road of Moab.(P)

Then the Lord said to me, “Do not harass the Moabites or provoke them to war, for I will not give you any part of their land. I have given Ar(Q) to the descendants of Lot(R) as a possession.”

10 (The Emites(S) used to live there—a people strong and numerous, and as tall as the Anakites.(T) 11 Like the Anakites, they too were considered Rephaites,(U) but the Moabites called them Emites. 12 Horites(V) used to live in Seir, but the descendants of Esau drove them out. They destroyed the Horites from before them and settled in their place, just as Israel did(W) in the land the Lord gave them as their possession.)

13 And the Lord said, “Now get up and cross the Zered Valley.(X)” So we crossed the valley.

14 Thirty-eight years(Y) passed from the time we left Kadesh Barnea(Z) until we crossed the Zered Valley. By then, that entire generation(AA) of fighting men had perished from the camp, as the Lord had sworn to them.(AB) 15 The Lord’s hand was against them until he had completely eliminated(AC) them from the camp.

16 Now when the last of these fighting men among the people had died, 17 the Lord said to me, 18 “Today you are to pass by the region of Moab at Ar.(AD) 19 When you come to the Ammonites,(AE) do not harass them or provoke them to war,(AF) for I will not give you possession of any land belonging to the Ammonites. I have given it as a possession to the descendants of Lot.(AG)

20 (That too was considered a land of the Rephaites,(AH) who used to live there; but the Ammonites called them Zamzummites. 21 They were a people strong and numerous, and as tall as the Anakites.(AI) The Lord destroyed them from before the Ammonites, who drove them out and settled in their place. 22 The Lord had done the same for the descendants of Esau, who lived in Seir,(AJ) when he destroyed the Horites from before them. They drove them out and have lived in their place to this day. 23 And as for the Avvites(AK) who lived in villages as far as Gaza,(AL) the Caphtorites(AM) coming out from Caphtor[b](AN) destroyed them and settled in their place.)

Defeat of Sihon King of Heshbon

24 “Set out now and cross the Arnon Gorge.(AO) See, I have given into your hand Sihon the Amorite,(AP) king of Heshbon, and his country. Begin to take possession of it and engage(AQ) him in battle. 25 This very day I will begin to put the terror(AR) and fear(AS) of you on all the nations under heaven. They will hear reports of you and will tremble(AT) and be in anguish because of you.”

26 From the Desert of Kedemoth(AU) I sent messengers to Sihon(AV) king of Heshbon offering peace(AW) and saying, 27 “Let us pass through your country. We will stay on the main road; we will not turn aside to the right or to the left.(AX) 28 Sell us food to eat(AY) and water to drink for their price in silver. Only let us pass through on foot(AZ) 29 as the descendants of Esau, who live in Seir, and the Moabites, who live in Ar, did for us—until we cross the Jordan into the land the Lord our God is giving us.” 30 But Sihon king of Heshbon refused to let us pass through. For the Lord(BA) your God had made his spirit stubborn(BB) and his heart obstinate(BC) in order to give him into your hands,(BD) as he has now done.

31 The Lord said to me, “See, I have begun to deliver Sihon and his country over to you. Now begin to conquer and possess his land.”(BE)

32 When Sihon and all his army came out to meet us in battle(BF) at Jahaz, 33 the Lord our God delivered(BG) him over to us and we struck him down,(BH) together with his sons and his whole army. 34 At that time we took all his towns and completely destroyed[c](BI) them—men, women and children. We left no survivors. 35 But the livestock(BJ) and the plunder(BK) from the towns we had captured we carried off for ourselves. 36 From Aroer(BL) on the rim of the Arnon Gorge, and from the town in the gorge, even as far as Gilead,(BM) not one town was too strong for us. The Lord our God gave(BN) us all of them. 37 But in accordance with the command of the Lord our God,(BO) you did not encroach on any of the land of the Ammonites,(BP) neither the land along the course of the Jabbok(BQ) nor that around the towns in the hills.

Footnotes

  1. Deuteronomy 2:1 Or the Sea of Reeds
  2. Deuteronomy 2:23 That is, Crete
  3. Deuteronomy 2:34 The Hebrew term refers to the irrevocable giving over of things or persons to the Lord, often by totally destroying them.