Add parallel Print Page Options

10 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og når Lejrene skal bryde op. Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig. Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op; blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op. Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på almindelig Vis, ikke Alarm. Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for Herren eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender. 10 Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er Herren eders Gud!

11 Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig. 12 Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken. 13 Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses, 14 var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn. 15 Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn, 16 og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn. 17 Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen. 18 Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn. 19 Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, 20 og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn. 21 Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen. 22 Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn. 23 Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn, 24 og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn. 25 Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn. 26 Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn, 27 og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn. 28 Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Så brød de da op. 29 Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, Herren har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi Herren har stillet Israel gode Ting i Udsigt." 30 Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt." 31 Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os! 32 Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, Herren vil give os."

33 Derpå brød de op fra Herrens Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet Herrens Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil. 34 Og Herrens Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra Lejren. 35 Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, Herre, at dine Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!" 36 Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, Herre, til Israels Stammers Titusinder!"

De to sølvtrompeter

10 Herren sagde nu til Moses: „Lav to trompeter af hamret sølv. De skal bruges som signalhorn, så folket ved, hvornår det er tid at samles, og hvornår det er tid at bryde op. Når der blæses i begge trompeter på en gang, er det signal til, at folket skal samles ved åbenbaringsteltets indgang, men når der kun blæses i den ene, er det signal til at kun stammelederne skal mødes.

Når I blæser signalet til opbrud, skal de stammer, der ligger i lejr ved østsiden af boligen, bryde op først. Når opbrudssignalet lyder en gang til, skal stammerne ved sydsiden følge efter. Ved det tredje trompetsignal skal stammerne mod vest bryde op, og ved det fjerde signal skal stammerne mod nord bryde op.[a] Men skal folket blot kaldes sammen, skal I blæse et andet signal. Præsterne er de eneste, som må blæse i trompeterne. Denne ordning skal gælde fremover fra slægt til slægt.

Når I kommer ind i det land, jeg har lovet jer, og I går i krig mod en fjende, der undertrykker jer, skal I blæse opbrudssignalet i trompeterne, så vil jeg gribe ind og redde jer fra jeres fjender. 10 Når det er tid til at fejre de årlige og månedlige højtider, skal I blæse i trompeterne. Det er signalet til, at der skal bringes brændofre og takofre. De skal minde jer om, at jeg er iblandt jer. Jeg er Herren, jeres Gud.”

Rejsen bort fra Sinaibjerget begynder

11 På den 20. dag i den anden måned, et år efter, at Israels folk havde forladt Egypten, løftede skyen sig fra boligen med pagtens ark, 12 og skyen viste israelitterne vej fra Sinaiørkenen hele vejen op til Parans ørken.

13 Vandringen skete i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. 14 Først skulle Judas stamme bryde op med banneret for den første hærafdeling. De blev anført af Nahshon. 15 Issakars stamme, anført af Netanel, 16 og Zebulons stamme, anført af Eliab, fulgte med i den første afdeling. 17 Derefter blev åbenbaringsteltet pakket sammen, og det var Gershons og Meraris slægter af Levis stamme, der drog af sted med det på skuldrene.

18 Så skulle Rubens stamme bryde op med banneret for den anden hærafdeling. De blev anført af Elitzur. 19 Simeons stamme, anført af Shelumiel, 20 og Gads stamme, anført af Eljasaf, fulgte med i den anden hærafdeling. 21 Derpå skulle Kehats slægt bryde op. Det var dem, der bar de hellige ting fra boligen, og åbenbaringsteltet ville så allerede være stillet op, når de nåede frem til den nye lejrplads.

22 Derefter skulle Efraims stamme bryde op med banneret for den tredje hærafdeling. De blev anført af Elishama. 23 Manasses stamme, anført af Gamliel, 24 og Benjamins stamme, anført af Abidan, fulgte med i den tredje hærafdeling.

25 Til sidst skulle Dans stamme bryde op med banneret for den fjerde hærafdeling. De blev anført af Ahiezer. 26 Ashers stamme, anført af Pagiel, 27 og Naftalis stamme, anført af Ahira, fulgte med i den sidste hærafdeling. 28 Således skulle stammerne bryde op i rækkefølge og vandre af sted i de foreskrevne hærafdelinger.

29 Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger,[b] midjanitten Hobab: „Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”

30 Men Hobab svarede: „Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”

31 „Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. „Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr. 32 Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.

33-34 De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.

35 Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: „Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.” 36 Og hver gang de holdt hvil, sagde han: „Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”

Footnotes

  1. 10,6 Den sidste del af verset er åbenbart faldet ud af den masoretiske tekst. De manglende ord er her oversat fra LXX.
  2. 10,29 Den hebraiske tekst siger: „søn af midjanitten Reuel, svigerfar til Moses”.