Add parallel Print Page Options

Moses’ sang

15 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:

Jeg vil synge for Herren,
    ophøje ham for hans herlige sejr.
Han fældede hest og rytter,
    kastede dem i havets dyb.
Herren er min styrke og glæde,
    han er den, som frelser mig.
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,
    mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.
Herren er en vældig kriger,
    Herren er hans navn.

Faraos vogne og hære blev opslugt af havet,
    hans folk forsvandt i Det Røde Hav.
Bølgerne slog hen over dem,
    de sank som sten i havets dyb.
Herre, din højre hånd er stærk,
    du knuser dine fjender.
Med din vældige magt vandt du
    over dem, som var imod dig.
Din vrede flammede op
    og fortærede dem som halmstrå.
Ved dit åndepust hobede vandet sig op,
    de brusende vande stod som en mur,
        og havbunden tørrede ind.
Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem,
    indhenter dem og udrydder dem.
Jeg plyndrer dem og uddeler byttet,
    jeg stiller min hævntørst på dem.
Jeg trækker mit sværd af skeden,
    med magt vil jeg udrydde dem.”
10 Men du pustede, og havet dækkede dem.
    De sank som bly i de vældige vande.
11 Hvem er som du blandt guder, Herre?
    Hvem er som du, hellig og herlig,
forfærdelig i stråleglans,
    forunderlig i styrke?
12 Du løftede din hånd,
    og jorden opslugte vores fjender.
13 Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.
    Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.

14 Folkeslagene hører om det og skælver,
    filistrene overvældes af frygt.
15 Edoms høvdinge forfærdes,
    Moabs fyrster ryster.
        Kana’ans beboere taber modet.
16 Rædsel og angst overvælder dem.
    De står tavse af frygt med forstenede ansigter,
indtil dit folk er gået forbi, Herre,
    til dit frikøbte folk er nået hjem.
17 Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,
    det sted, som skal blive din bolig, Herre,
        den helligdom, du selv vil bygge.
18 Herren er konge, evig og altid!

19 Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20 Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21 Mirjam sang:

Syng for Herren,
    han er større end alle andre.
Hest og rytter
    kastede han i havets dyb.

Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder

22 Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23 Da de kom til Mara,[a] fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24 Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.

25 Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.

Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26 „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”

27 Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.

Footnotes

  1. 15,23 Det betyder: „bitter”.

15 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en Krigshelt, Herren er hans Navn!

Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser Fjenden. I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." 10 Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

11 Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! 12 Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. 13 Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. 14 Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. 16 Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o Herre, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, Herre, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. 18 Herren er Konge i al Evighed!

19 Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod Herren Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

20 Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, 21 og Mirjam sang for: Syng for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

22 Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. 23 Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. 24 Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?" 25 Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. 26 Og han sagde: "Hvis du vil høre på Herren din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg Herren er din Læge!"

27 Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.