Add parallel Print Page Options

400 fredløse slutter sig til David

22 Så forlod David Gat og bragte sig i sikkerhed i Adullams klippehule. Dér sluttede hans brødre og andre slægtninge sig til ham. I alt 400 mand samlede sig omkring ham. Det var folk, som var utilfredse med landets tilstand eller var kommet i vanskeligheder, var undertrykte eller forgældede.

Senere drog David til Mitzpa i Moab og sagde til Moabs konge: „Lad mine forældre få lov at opholde sig hos jer, indtil jeg bliver klar over Guds plan for mig.” Han bragte dem så til Moabs konge, og de blev boende der, så længe David holdt til i sin fæstning i klippehulen.

En dag kom profeten Gad til David og sagde: „Du skal ikke blive i klippehulen, men vende tilbage til Judas land.” Så tog David af sted og kom til Heretskoven.

Massakren på præsterne

Saul hørte snart, at David og hans mænd var kommet tilbage til Judas land. Selv opholdt han sig stadig i Gibea, hvor han sad under en tamarisk med sit spyd i hånden. Omkring ham stod alle hans ledende mænd. „Hør efter, I mænd af Benjamins stamme!” sagde Saul. „Mon denne Isajs søn har lovet jer guld og grønne skove, når han engang bliver konge? Hvorfor har I rottet jer sammen imod mig? Ikke én af jer har fortalt mig, at min egen søn har indgået en venskabspagt med den fyr. Ingen af jer har taget så meget hensyn til mig, at I har villet fortælle mig, at min egen søn har opmuntret min tjener til at ligge på lur efter mig, som han gør nu.”

9-10 Da svarede edomitten Doeg, som stod blandt Sauls mænd: „Da jeg var i Nob, hørte jeg, at David talte med præsten Ahimelek, søn af Ahitub. Ahimelek søgte råd hos Herren for ham, og gav ham rejseproviant og filisteren Goliats sværd.”

11-12 Saul sendte straks bud efter Ahimelek og hele hans familie, som var præster i Nob. Da de indfandt sig, sagde Saul: „Hør nu her, Ahitubs søn!” „Ja, herre!” svarede Ahimelek.

13 „Sig mig, hvorfor har du og Isajs søn rottet jer sammen imod mig? Hvorfor gav du ham rejseproviant og våben, og hvorfor rådspurgte du Gud for ham? Hvorfor har du opmuntret ham til forræderi, så han nu lurer på en anledning til at styrte mig fra tronen?”

14 „Jamen herre,” indvendte Ahimelek. „David er jo den mest loyale af alle dine tjenere! Han er din egen svigersøn! Han bliver aldrig antastet af dine livvagter, og han nyder stor anseelse ved hoffet. 15 Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Du må ikke anklage mig og min familie, for vi har intet kendskab til nogen sammensværgelse imod dig.”

16 „Du skal dø, Ahimelek, og hele din familie med!” hvæsede Saul. 17 Så råbte han til sine livvagter, som stod omkring ham: „Henret hele flokken af præster, for de har allieret sig med David. På trods af at de udmærket vidste, at David var på flugt for mig, røbede de ikke noget om ham til mig.”

Men livvagterne nægtede at slå Herrens præster ihjel. 18 Så sagde kongen til edomitten Doeg: „Så må du slå præsterne ihjel!” Den dag dræbte Doeg 85 præster, der var iklædt deres præstedragter. 19 I Nob, hvor præsterne havde deres hjem, blev alle mænd, kvinder, børn og spædbørn myrdet, endog deres køer, æsler, geder og får blev hugget ned. 20 Den eneste, der undslap, var Ebjatar, en søn af Ahimelek. Han flygtede straks til David. 21 Da han fortalte, hvad Saul havde gjort, 22 udbrød David: „Jeg burde have sagt mig selv, at når Doeg var der, ville han sladre til Saul. Så det er mig, der er skyld i den tragedie, der har ramt din familie. 23 Bliv hos mig, og vær ikke bange. Den, som vil dig til livs, vil også mig til livs. Men her er du i sikkerhed.”

22 Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule. Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de derned til ham. Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham, forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham. Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig!" Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen. Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til Ja'ar-Heret.

Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine Folk. Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere, siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør." Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i Nob, 10 og han rådspurgte Herren for ham og gav ham Rejsetæring og Filisteren Goliats Sværd!"

11 Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle var kommet til Kongen, 12 sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!" 13 Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham, så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!" 14 Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din Livvagt og højt æret i dit Hus? 15 Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste til noget af dette!" 16 Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit Fædrenehus!" 17 Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb Herrens Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på Herrens Præster. 18 Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod. 19 Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.

20 Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar undslap og flygtede til David. 21 Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt Herrens Præster. 22 Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer Skylden for hele dit Fædrenehus's Død. 23 Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."