Add parallel Print Page Options

29 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land. Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!" Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt." Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!" Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!" Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."

Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; 10 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord. 11 Så kyssede han Rakel og brast i Gråd; 12 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det" 13 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket; 14 og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.

15 Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!" 16 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel; 17 Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud, 18 og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel." 19 Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!" 20 Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende. 21 Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!" 22 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud. 23 Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende. 24 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

25 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?" 26 Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste; 27 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til." 28 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru. 29 Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde. 30 Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

31 Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar. 32 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "Herren har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!" 33 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "Herren hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon. 34 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi. 35 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise Herren!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

„Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

„Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

„Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

„Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

„Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. 10 Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. 11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. 13 Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. 14 Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, 15 sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” 16 Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. 17 Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. 18 Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

19 „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

20 Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. 21 Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

22 Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. 23 Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. 24 Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. 25 Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

26 „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. 27 Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

28 Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. 29 Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. 30 Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

31 Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. 32 Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.[a] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” 33 Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.[b] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. 34 Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.[c] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” 35 Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.[d] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

Footnotes

  1. 29,32 Et ordspil med „Gud har set min ulykke”.
  2. 29,33 Et ordspil med „Herren har hørt”.
  3. 29,34 Et ordspil med „hengivenhed”.
  4. 29,35 Et ordspil med „lovprisning”.