Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(A)

³³ „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ³⁴ Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. ³⁵ Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

³⁶ Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. ³⁷ Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ ³⁸ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ³⁹ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

⁴⁰ Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

⁴¹ De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

⁴² Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

⁴³ Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. ⁴⁴ De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

⁴⁵ Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. ⁴⁶ De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(A)

⁹ Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:

„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. ¹⁰ Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ¹¹ Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. ¹² En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. ¹³ Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ ¹⁴ Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. ¹⁵ Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. ¹⁶ „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”

Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”

¹⁷ Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’^{[a] 18} Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”

¹⁹ Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.